JUSTITSMINISTER SåR TVIVL OM TRUMPS MILLIARDSTORE KAUTION

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps kaution på 175 millioner dollar - omkring 1,2 milliarder kroner - i en civil sag i New York er utilstrækkelig.

Sådan lyder det fra delstatens justitsminister, Letitia James, i et dokument, som fredag er blevet indleveret til retten.

Trump er blevet dømt til at betale 454 millioner dollar i straf for at have oppustet sin formue med henblik på at få bedre lånevilkår.

Håndhævelsen af straffen er blevet sat på pause, mens sagen bliver behandlet ved en appeldomstol.

I stedet skulle Trump i starten af april stille kautionen på 175 millioner dollar, hvilket han har gjort ved hjælp af selskabet Knight Specialty Insurance, som har stillet garanti.

Men ifølge James er garantistilleren ikke troværdig, da Knight Specialty Insurance som følge af slappe finansielle reguleringer i udlandet fremstår, som om selskabet har flere penge, end det reelt har.

Derfor er det ifølge justitsministeren ikke sikkert, at garantistilleren kan betale, hvis Trump taber sagen.

Sagens dommer, Arthur Engoron, skal mandag tage stilling til spørgsmålet.

Samme dag ventes Trump at være til stede i en anden domstol i New York City, hvor han står anklaget for regnskabsfusk.

Sagen blev indledt mandag tidligere på ugen og handler om, at pornoskuespillerinden Stormy Daniels angiveligt fik udbetalt et beløb på 130.000 dollar - over 911.000 kroner - af Trumps daværende advokat Michael Cohen.

Daniels fik ifølge anklagerne pengene for at holde tæt om sin relation med Trump inden præsidentvalget i 2016. Hun fik angivelig pengene for at holde tæt om, at hun og Trump havde haft sex på et hotel ti år tidligere.

Selve betalingen er lovlig, men den er angivelig blevet bogført som advokatudgifter. Anklagerne mener, at det svarer til forfalskning af forretningsdokumenter.

Retssagen er en af fire straffesager, som Trump står over for. Han nægter sig skyldig.

/ritzau/AFP

2024-04-20T02:49:29Z dg43tfdfdgfd